Sep.
12
2008

De 4 vigtigste online markedsføringskanaler

Ved du hvad du får ud i den anden ende?Hvilke online kanaler er de vigtigste, når man skal markedsføre sin webshop? Hvordan kommer man i gang, især hvis man er på et begrænset budget?

Jeg bringer her en introduktion til de fire jeg mener det er vigtigst at have styr på.

Det grundlæggende

Før man overhovedet kaster sig over online markedsføring, er det nødvendigt at have det grundlæggende på plads: Online tracking, eller Web Analytics.

Er du nybegynder, så er Google Analytics det ultimate værktøj. Især i forhold til prisen, da det er gratis!

Som minimum skal du installere en lille tracking kode på hver eneste side i din shop, noget som du selv nemt kan finde ud af, eller som din shopping provider bør kunne ordne på 5 minutter (hvis de ikke kan, så bør du overveje at skifte leverandør med det samme).

Derudover bør du også have implementeret salssporing, eller conversion tracking, som gør at du kan følge hvilke kanaler, der rent faktisk er i stand til at levere relevant trafik i form af salg. Det kræver lidt mere teknisk indsigt at implementere, men igen bør din leverandør kunne hjælpe dig med dette.

Først når din online tracking er på plads, bør du kaste dig over online markedsføring for alvor. For uden de rigtige værktøjer til at måle hvad der virker og hvad der ikke gør, så risikerer du at kaste penge efter noget der ingen effekt har.

Google Adwords (PPC)

Den kanal, der er nemest at komme igang med, er Google Adwords. Annonceringsformen er til dagligt kaldet PPC, Pay-per-Click, da man betaler et beløb per klik der leveres til ens site. Det er muligt at køre PPC-kampagner på MSN/Live.com og Yahoo også, men på grund af Google's totale dominans i Danmark, er Google Adwords den eneste man i første omgang bør bruge tid på.

Google Adwords er forholdsvis nem og risikofri at komme i gang med, da man selv sætter grænsen for hvor stort et beløb man vil investere. For så lavt et beløb som 500 eller 1.000 kroner om måneden, kan man nemt sætte kampagner op, der gør at man kommer i gang og gør sig nogle erfaringer. Herefter kan man justere budgettet op, når man har fundet ud af hvad der virker og hvad der ikke gør.

Det er bare med at komme i gang, også selvom man ikke lige er online ekspert. Der er masser af guides i interfacet til Adwords, der forklarer hvordan det benyttes for nybegyndere.

Organisk trafik (SEO)

Trafik fra det "rigtige" søgeresultat i Google, og alle de andre søgemaskiner, er det man kalder organisk trafik. Og en god placering opnås ved den disciplin man kalder SEO (Search Engine Optimization), eller søgemaskineoptimering på dansk.

SEO er klart den billigste af alle kanaler, men i mange tilfælde også den der er sværest at komme igang med. Årsagen er, at det ikke er en eksakt videnskab, at resultater tager tid at opnå, at det er svært at måle effekten af de enkelte aktiviteter, og at det involvere en smule teknik.

Overordnet kan man dele SEO op i de følgende fire "lag" eller aktiviteter, startende med det nederste lag:

  • God kode.
    Det er vigtigt at ens HTML-kode er struktureret ordentligt, så søgemaskinerne kan læse den. Dvs. en god brug af tags så som TITLE, H1+H2+H3 osv. Desuden er det vigtigt at den såkaldte META DESCRIPTION er udfyldt med gode, unikke tekster, da det er denne tekst der dukker op i søgeresultatet.
     
  • Godt indhold.
    Du skal selvfølgelig også have en masse godt indhold, og her snakker jeg udelukkende om tekst. Google kan ikke finde ud af at læse grafik, flash, javascript o.lign. Sørg for at hver side indeholder minimum 300 ords unik tekst, og at relevante nøgleord er gentaget en 5-6 gange.
     
  • Site links.
    Google bruger links til at finde sider i din shop, og den bruger teksten i disse links til at vurdere hvad hver enkelt side handler om (sammen med selve indholdet på siden). Derfor er det vigtigt at du et eller andet sted har et link til dine sider, og at dette link har en god tekst indeholdende relevante nøgleord for den pågældende side.

    F.eks. er linket "læs mere her" rigtigt, rigtigt skidt set med en søgemaskines øjne, da det intet fortæller om den side der linkes til.
    Mens "Mere om AEG Vaskemaskine Model XX" er rigtigt godt.
     
  • Eksterne, indgående links.
    Til at vurdere om et givent site er relevant overfor et bestemt emne eller bestemte nøgleord, så kigger Google og de andre søgemaskiner også på hvor mange andre sites, der linker ind til dig. Og især også teksten, der står i disse links. Rent faktisk er det muligt at få et elendigt site, der ikke overholder de ovenstående 3 regler, til at komme øverst på specifikke nøgleord, udelukkende ved hjælp af eksterne links!

Der er naturligvis mange flere ting involveret, når søgemaskinerne skal vurdere om dit site er relevant. Men god, grundlæggende søgemaskine-optimering er ofte noget man gør én gang, og så bliver det ved med at virke i meget lang tid. Derfor er SEO ofte den langt billigste markedsføringskanal, set over tid.

Email markedsføring

Som regel har du email adressen på dem der tidligere har handlet hos dig. Og da du på den facon ved at din shop har en eller anden form for relevans for dem og at de forhåbentligt har haft en positiv oplevelse med dit brand, så bør det være nemt at hive dem ind forbi endnu engang.

Derfor bliver email markedsføring ofte betragtet som den næst-billigste kanal, næst efter SEO.

Det tekniske setup kan variere. Har man en lille kundedatabase kan man med fordel nøjes med at sende ud igennem f.eks. Outlook (husk at bruge BCC feltet til adresser), mens større systemer kræver en hvis teknisk kendskab til f.eks. kommaseparerede filer og HTML.

Har man bare den mindste ambition om at være en seriøs eKøbmand vil jeg helt klart anbefale at investere i et system til udsendelse af nyhedsbreve. Det er nemlig vigtigt nogelunde automatiseret at kunne holde styr på unsubscribes, fejlmeddelelser, hvor mange der åbner osv., hvis man ønsker værdifuld viden til at optimere sine nyhedsbreve.

Ligemeget hvilket teknisk setup du benytter, så har nyhedsbrevet ét formål: At bringe trafik ind til dit site! Sørg derfor at du har krydret det med relevante links, og at det ikke bare er en kopi af en reklame du har fået trykt i et blad et sted.

Direkte trafik

Direkte trafik er besøgende, der kommer ved at have tastet din adresse direkte ind i browseren eller benyttet et bookmark. Det vil sige at de har en eller anden form for kendskab til din shop eller dit brand, og der er derfor stor sandsynlighed for at de ender med at købe noget.

Det kan også være de har set en offline annonce et sted for din shop, eller har hørt om dig af anden vej.

Direkte trafik kan have alle mulige årsager til at besøge dig, derfor er det også svært at sætte en pris på samt at måle effekten af ens investering. Men det kan bruges som et fingerpeg over for kendskabsgraden til din shop og dit brand.

Opsumering

Der er selvfølgelig mange andre måder at skaffe besøgende til din webshop på, se evt. min oversigt over online markedsføringskanaler. Men først når du har nogenlunde styr på de ovenstående fire, kan du begynde at overveje nogle af alle de andre.

Det er desuden vigtigt at du løbende holder øje med de vigtigste KPI'er for hver enkelte kanal: Antal besøgende og antal konverteringer. Kun sådan ved du hvor din shop bløder kroner, og hvor du med fordel kan investere yderligere.

Jeg håber denne lille introduktion har givet dig et overblik over, hvor man skal starte. Forhåbentligt kommer der på et senere tidspunkt flere detaljerede artikler her på bloggen om hver enkelt af kanalerne.

 Rigtig fin gennemgang af nogle af de vigtigste markedsføringskanaler.

Og du har fuldstændig ret, når du peger på Google Adwords som den dominerende indenfor PPC.

Men der er en lang række andre PPC modeller, som jeg synes er rigtigt gode. Dels fordi der er mange om Adwords, hvilket gør det dyrt, og fordi Google Adwords skyder på alle på een gang.

Facebook f.eks. Her kan du ramme din målgruppe ved at sigte efter helt konkrete målgrupper.

Kunsten ved PPC er ikke at generere trafik, men at tiltrække den rigtige trafik: dem der smider noget din vej.

Potter
Potter , den 12. september 2008 23:59:57
.
 God og omfangsrig artikel ... Jeg ville i et eksempel bruge: Mere om "AEG Vaskemaskine Model XX" istedet for "Mere om AEG Vaskemaskine Model XX" - men du demonstrerer jo principet om ankertekster med søgeord ganske glimrende....

Igen, en rigtig god artikel :)

Oza , den 15. september 2008 21:40:00
.
 Du mangler måske at nævne affiliate samarbejder, og så selvfølgelig de nye adwords sites, som facebook osv.
Børnetøj , den 18. december 2008 12:44:18
.
 Hej "Børnetøj" aka Nicolai,

bemærk at der er NOFOLLOW på navnene i kommentarerne, så man kan lige så godt kalde sig det man rent faktisk hedder :-)

Jeg har ikke glemt at nævne dem, læs evt. det sidste afsnit "Opsumering" igen.

Artiklen er de fire VIGTIGSTE kanaler, ifølge mig selv. Først når man har styr på disse fire, kan det betale sig at kaste sig over de andre.
Søren Sprogø , den 18. december 2008 15:47:13
.
 Hej Søren

God læsning som altid :)

Jeg kunne godt tænke mig at høre hvad din holdning er til google som sit analyse værktøj.

Google opkøbte analytics fra Urchin som indtil da tog 4000 kr/usd om måneden > ganske kort tid efter gjorde google dette gratis for alle. (hmm hvorfor mon det? :)

Jeg oplever tit en glorificering af google blandt marketing managers som jeg grundlæggende mener kun er den halve sandhed. Der er tydeligvis en form for "conflicts of interest" hos google.

Derudover ser jeg mange virksomheder kaste penge ud af vinduet på google - lad mig give et eksempel: Chrome er første browser valgte på 50% af danskernes devices. sidst jeg hørte startede 60% af google søgningerne i browseren og i takt med folk er blevet "dovne" gider vi ikke lige skrive titlen færdig...

Altså åbner en bruger sin chrome browser skriver h..u..n..g.. > browseren foreslår hungry som søgeord > brugeren trykker enter > rammer en SRP og klikker på en adwords annonce (altså betaler mange for unødige kliks)

summa sumarum så skal man helt sikkert måle sin trafik > men man skal i den grad også bruge sin sunde fornuft og anskue tingene for hvad de er.

Hvad er dit take på hele det her "conflict of interest" emne som google jo er?
Ulrik Kristensen , den 20. juni 2016 15:05:26
.
 
Om mig
Jeg er en pragmatisk midtjyde med mere end 25 års erfaring i IT-branchen, de sidste 16 med alt inden for eCommerce.
Se hvad jeg kan gøre for dig
Eller se min referenceliste
 
Nyhedsbrev
Få besked per mail, når der er nye posts her på bloggen
 
Tilmeld nyhedsbrev
 
Samtidigt får du en mail med de bedste indlæg, så du ikke behøver at vente på guldkorn.
 
Få det som RSS feed     RSS feed
Få også kommentarer, sitemap
Kategorier
 
Søg
Rapporten over alle rapporter anno 2012, vinder af SEMaward 2012
 
Rapporten over alle rapporter anno 2012, vinder af SEMaward 2012
 
GA tricks: Skaffer mine kampagner nye eller gamle kunder? vinder af SEMaward 2011
 
Google Analytics rapporten over alle rapporter, vinder af SEMaward 2010
Afdeling 18 Søren Sprogø E-commerce Guru work Nyvangen 28 8600 Silkeborg Danmark work 26727404 56.165787 9.537120 Søren Sprogø Cookies