Apr.
07
2009

Søgemaskineandele i Danmark

UPDATE: Læs den seneste udgave af søgemaskineandele i Danmark, hvor du kan se trenden helt fra 2008 til 2011.

Man hører ofte til seminarer eller i medierne, at Google har xx% markedsandele i Danmark. Men ingen har nogensinde været i stand til at bakke det op med hårde facts. 

Det har jeg gjort noget ved, og kan hermed præsentere data over de forskellige søgemaskiners andele i Danmark!

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er baseret på antal organiske besøg i sidste halvdel af 2008 hos en lang række danske netbutikker. Dvs. trafik fra Adwords annoncer, bannerannoncer og andre betalte former for markedsføring er ikke talt med, for at ingen af søgemaskinerne skulle kunne "købe" sig til en større andel.

Denne blog handler om nethandel, og derfor har jeg valgt at begrænse undersøgelsen til kun at omfatte netbutikker. Men resultatet kan fint overføres til alle mulige andre typer sites også.

Men nok snak, lad os springe direkte til resultatet.

De forskellige søgemaskiners andele i Danmark

At Google dominerer i Danmark overrasker nok ingen. Men at de har total dominans, og at de andre praktisk taget er ikke-eksisterende, er der ingen, der har kunnet påvise før!

De nøjagtige andele finder du her:

Søgemaskineandele i Danmark

Hvis ovenstående diagram ikke illustrerer det godt nok, så tillad mig at skære det ud i pap:

Med en andel af den organiske trafik på 96%, er Google den eneste spiller af betydning i Danmark. De andres andele er så små, at de i praksis er ubetydelige.

Og selv, hvis de andre er i stand til at skaffe super relevant trafik, er mængden så lille, at det under alle omstændigheder bedst kan betale sig at kaste kræfterne efter Google.

Forskellen i Google's andel de forskellige netbutikker imellem ligger fra 91% og op til 97%, men med størstedelen omkring de 95-96%. Derfor kan man konkludere, at resultatet fint kan overføres til de fleste andre netbutikker og websites.

Datagrundlag for undersøgelsen

For dem der måtte være interesserede i de lidt mere nørdede detaljer omkring undersøgelsen, kommer her et par oplysninger omkring datagrundlaget:

  • Data består af antal organiske besøg fra alle sites og søgemaskiner i Danmark.
     
  • Der er udelukkende inkluderet data fra netbutikker, eller sites med andre former for nethandel.
     
  • Andelene er baseret på 2,5 millioner besøg i sidste halvdel af 2008.
     
  • Der er valgt at fokusere på sidste halvdel af 2008, fordi ikke alle har været i stand til at levere komplette dataset for den første halvdel. Men selv de ufuldstændige data viser at Google's dominans også var total der (se senere graf).
     
  • Jeg har valgt ikke at offentliggøre antal netbutikker, der deltager, da dette kan misbruges. De enkelte deltagere har udvist stor tillid til mig, da de har udleveret oplysninger om deres besøgende til mig. Og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at beskytte dem.
     
  • Netbutikkerne spænder vidt både i størrelse og emne. Der er alt lige fra den lille tøjbutik, til hifi og kæmpe rejsesites. Således burde et bredt udsnit af den danske befolkning også være repræsenteret.
     
  • Trafik fra Google består også af besøgende fra TDConline og Eniro, da disse benytter Google's engine. Deres samlede andel ligger dog på under 2%.
     
  • Trafik fra Microsoft er fra både MSN samt Live.com.

Skulle du savne detaljer, så giv endelig besked i en kommentar herunder.

Trend for fremtiden

Der er intet, der tyder at Google's dominans i Danmark skulle blive mindre. Søgemaskineandelen er steget langsomt, men støt, igennem hele 2008, som denne graf viser:

Trend i søgemaskineandele

Microsoft har igennem de sidste par år forsøgt alt hvad de kan at skubbe til Google med deres MSN.com og Live.com. Men det er ikke rigtigt lykkedes endnu, og intet tyder på at de (i Danmark) er på vej med noget revolutionerende nyt.

Jubii forsøger at refokusere, efter at de er kommet tilbage på danske hænder. Men spørgsmålet er, om det ikke er alt for sent, når de i dag er nede på en andel på kun 1,4%.

Søgemaskineandele i Europa

Tilbage i marts 2008 var jeg ude og grave efter tal for søgemaskinernes andele i Europa. Her er en opdateret oversigt over de største af landende samt USA:

Land
Danmark
Tyskland
England
Frankrig
USA
 Google's andel
96%
88%
85%
91%
72%

Sammenligner man ovenstående nye tal med min gamle undersøgelse , er der ikke sket så stort et skift i Europa inden for det sidste år. Men dominansen ser dog stadig ud til at være størst i Danmark.

Relaterede undersøgelser

Userneeds har tidligere  via deres panelundersøgelser konkluderet, at Google's andel ligger på 94%. Hvilket er overraskende tæt på de rå data min undersøgelse er baseret på, som viser en andel på 93,6% for den samme tidsperiode.

Det er ikke lykkedes mig at finde andre undersøgelser derude på nettet, der dokumenterer søgemaskineandelene i Danmark. Kun masser af påstande.

UPDATE 16.04.2009: Resultatet er nu bakket op af Livecounter.dk, som kan præsentere lignende markedsandele for de mere traditionelle hjemmesider. Faktisk er de over de 96% til Google!

 Hej Søren,
Tak for den grundige undersøgelse.
Det er rart med facts baseret på så mange data fremfor mavefornemmelser.

Jeg troede på forhånd, at Yahoo trods alt var store nok til at kunne optræde for sig selv, men de er åbenbart helt væk i DK.
Frank Hellerup Madsen , den 7. april 2009 13:49:45
.
 Interessant undersøgelse Søren. Den overrasker mig en lille smule, da jeg havde gættet at Google lå et par procent lavere.
Lars Bachmann , den 7. april 2009 13:51:24
.
 Rigtig spændende læsning, Søren – og bestemt værd at vente på ;).

Det er uhyggeligt, at Google i den grad dominerer. Ikke overraskende at den dominere, men total dominans: det er spooky.

Rigtigt godt med nogle danske tal. Takker.
Potter , den 7. april 2009 13:51:53
.
 Ja, hvor er Yahoo? Twitter Seach kan måske også blive en spiller på sigt under trend...
Anders , den 7. april 2009 13:56:51
.
 Godt arbejde Søren! Yderst relevant at få undersøgt nærmere.

Resultaterne viser måske også hvorfor mange ryster på hovedet når jeg fortæller om Yahoo! Web Analytics - ingen har jo hørt om det der Yahoo i Danmark.

At du kommer frem til at det ser lidt anderledes ud i andre lande overrasker mig ikke så meget. I USA er det mit indtryk at Yahoo har en noget større markedsandel - måske helt op til 25%.
Jacob Kildebogaard , den 7. april 2009 14:43:30
.
 @frank, @anders: Yahoo ligger og fjumrer rundt nede omkring 0,5%, og optager dermed faktisk en stor del af kategorien "Andre" :-)

Kigger man ud over vores landegrænser, så skal man bestemt holde et vågent øje med deres andel. F.eks. i Spanien er den bestemt af betydning.
Søren Sprogø , den 7. april 2009 15:52:09
.
 Hej Søren,
Jeg var med på, at Yahoo var inkluderet i "andre"-kategorien.

Jeg havde bare forventet, at de ville generere besøgende nok til at udgøre en egen kategori. (Havde forventet ca. en procent til dem). Når de kun har en 1/3 af Jubiis markedsandel, står det rigtig skidt til :o)
Frank Hellerup Madsen , den 7. april 2009 16:06:17
.
 Fremragende udredning - og god indsats, Søren. For en Google aktionær er det jo skøn læsning - men det er godt nok lidt skræmmende set med andre briller.
Rosenstand , den 7. april 2009 16:31:00
.
 Det er ikke overraskende at Google er så stor i Danmark, men jeg mener også at Google er favoriseret i din metodik.

I forhold til din undersøgelsesmedtode kan man stille spørgsmålstegn ved genstandfeldtets beskaffenhed. Google er jo helt klart den største søgemaskine i Danmark og derfor målrettes alt SEO også Google. De andre søgemaskiner er altså bagud på point fra starten.

Hvor skævvridningen er har jeg ingen idé om og konklusionen er stadigvæk at Google er den eneste betydelige søgemaskine i Danmark.
Torben Lundsgaard , den 7. april 2009 20:45:15
.
 Super analyse! Google er Danmarks største markedsplads, og har stor betydning for nethandel.
Søren Hardenberg , den 7. april 2009 20:45:47
.
 Jeg melder mig i køen over folk der vil sige tak for den gode indsats :)

Rigtig fedt med en veldokumenteret undersøgelse over de danske brugeres søgeadfærd.

Ligesom Frank og Anders, havde jeg på forhånd også troet at Yahoo ville være "store nok" til at ligge for sig selv, og ikke under 'Andre', men man bliver klogere hver dag :)
Kim Andersen , den 7. april 2009 21:01:12
.
 Hej Søren

Jamen, jeg kan jo også kun sige "thumbs up" for dit arbejde. Mange havde/har selvfølgelig mavefornemmelsen... nu kommer der nogen klare tal på bordet til ære for beslutningstagere rundt omkring. Endnu et argument for dem der arbejder med "google-optimering" ;-)
Anders Lund , den 8. april 2009 09:12:13
.
 Meget interessant! Tjekkede lige Analytics for vores bilforretning, og det passede 100 % med de tal du lagde på bordet.
Erik Grønne , den 8. april 2009 09:56:02
.
 Øhhh.... Hvordan har du lavet din statistik? Har butikkerne virkelig bare givet dig deres data?

PS: Dit link i "gamle undersøgelse" er forkert (fjern "http://").
Tommy Raun , den 13. april 2009 17:03:03
.
 @tommy: Tak, det er nu rettet!

Hvordan dataindsamlingen helt nøjagtigt er sket, er selvfølgelig lidt en hemmelighed. Men ja, nogle har "givet" deres data, andre har udfyldt en slags spørgeskema. Og de er alle blevet lovet en mere detaljeret, personaliseret udgave af undersøgelsen.
Søren Sprogø , den 13. april 2009 19:28:18
.
 Flot arbejde, Søren.
Kunne du udvidde den med den "Fulde Version" - dvs. hvor vi kan se alle besøg der kommer fra søgemaskinerne - uanset om det er betalt eller ej?

Venlig hilsen,
Christian - iMARKETING.dk
Christian - iMARKETING.dk , den 19. april 2009 00:07:07
.
 @christian: Tak, tak :-)

Der er ikke indsamlet informationer omkring betalte besøgende. De er netop holdt ude af undersøgelsen for at kunne give et reelt billede, og ikke et "købt" billede, af søgemaskinernes andele.

Ligeledes vil den detaljerede udgave af undersøgelsen heller ikke blive offentliggjort. For så vil jeg jo ikke kunne give noget ekstra til deltagerne.

Men jeg vil da tage det op til overvejelse, skulle jeg gentage det hele engang i fremtiden.
Søren Sprogø , den 19. april 2009 11:18:29
.
 Hvad med Google kontra sociale medier? det kan måske ikke helt sammenlignes, men alligevel kunne jeg godt forestille mig at flere vil søge information gennem sociale medier som fx facebook og twitter i stedet for via søgemaskinerne.

Findes der statistik over hvor stor en andel Google har i forhold til sociale medier?
Dennis , den 23. april 2009 13:48:58
.
 @Dennis: Hvis man kan finde på en tilfredsstillende definition af hvad "sociale medier" er, og hvordan man helt nøjagtigt "søger igennem dem", så kan det helt sikkert måles.

Jeg noterer, at undersøgelsen næste gang måske skulle udvides til at dække "andele fra de største trafikkilder", og ikke kun søgemaskinerne. Det kunne faktisk være super spændende at vide...
Søren Sprogø , den 23. april 2009 15:05:05
.
 Vedr. andele trafik, der kommer fra bestemte trafikkilder, så vil jeg gætte på, at brugernes browseropsætning har en stor indflydelse - uanset om det er pc eller mobilt.

I browseren er der typisk et søgefelt.
Laver alle ikke default søgetjenesten om til Google i IE?

Så er der automatisk søgning fra adresselinjen.

Endelig er der den eller de sider, der er sat som eller tastes ind som startside(r). Her kunne man forestille sig, at et almindeligt site, fx en blog eller en offentlig hjemmeside, kan blive en hyppig "referrer" for trafik videre på nettet...
Martin Sigaard , den 30. april 2009 09:38:30
.
 På trods af størrelsen, så finder Google ikke alting, og det er ofte en fordel at bruge en meta-søgemaskine, og hvis man bruger en der inkluderer Google, går man ikke glip af noget. Ekesmpler er Webcrawler, Polymeta og AllPlus.

Men hvordan lærer man danskerne at ændre vaner? Hvis man kunne lære dem at bruge www.netkvik.dk, så ville de nemt kunne skifte mellem Google og forskellige meta-søgemaskiner.
Gunhild Hansen , den 8. maj 2009 15:05:23
.
 Interessant analyse. Faktisk er det ganske sjovt for ordentlig optimering af ens sider vil i forvejen få én til at score højt i flere søgemaskiner, men indikationen kunne godt pege i retning af at nichen "danske websider" bør stole unikt på Google.

Bevæger vi os ud i engelske, franske og tyske sites er situationen en lidt anden som indikeret af din oversigt. Med USA er det interessant at andelen ligger nede omkring de 70%. Hér vil det typisk være Yahoo og Altavista folk stadig tyr til.

Alle ønskes en god søndag. :-)
Henrik Blunck , den 7. juni 2009 02:10:57
.
 @Henrik: For bare 1 år siden havde Google kun lige over 60% markedsandel i USA, idag har de 73%. Så man må nok sige at amerikanerne fortrinsvis "tyr til" Google. Og at trenden er at de er påvej til total dominans derovre også.

Yahoo har 16%, og AltaVista har ikke engang en målbar andel.

Disse data er for maj 2009. Du kan selv følge dem og se mere ved at klikke på "USA" i denne artikel i afsnittet om Google's andele uden for Danmark.
Søren Sprogø , den 7. juni 2009 12:53:32
.
 Interessant artikel og fedt at du har taget dig tid til at undersøge forholdene. Som du selv siger indledningsvist er der mange tak der flyver rundt omkring, men sjældent dokumenteres :-)

At Google er så dominerende, er et eller andet sted skræmmende! Men modsat nemt at udvikle imod... Hmm...
Steen Olsen , den 13. oktober 2009 15:03:50
.
 Google er nu oppe på over 98% ifølge google analytics på vores site. Så det går da den rigtige vej kan man sige :-)
Peter Nielsen , den 19. august 2010 21:55:09
.
 Det kunne være spændende med en 2010-edition af undersøgelse nu hvor Bing er kommet på banen.
Jacob Worsøe , den 25. november 2010 13:14:11
.
 @Jacob: Fik desværre ikke fundet tid til at gentage undersøgelsen i tide i år.

Men jeg vil gøre hvad jeg kan for at få den startet op så tidligt som muligt til næste år!
Søren Sprogø , den 25. november 2010 15:54:24
.
 Det lyder godt, Søren. Det ville være spændende med en opfølgning.

Kørte du den sidste analyse på tal fra juni til december 2008? For så er der jo ikke mange måneder til du kan kigge på de samme tal for juni til december 2010...
Jacob Worsøe , den 25. november 2010 17:21:37
.
 Super blog :-)
frisør , den 22. maj 2011 19:51:24
.
 Super analyse! Google er Danmarks største markedsplads, og har stor betydning for nethandel.
Så er der jo igen grund til at lavet seo til andet en google. Vildt nok
Frisør , den 15. juli 2011 11:26:05
.
 Så der røg den overvejelse om at være synlig andre steder end gode gamle Google..
LudvigsenPatent , den 26. juni 2012 13:47:52
.
 Gammel artikel, men stadig relevant! Google holder sgu ved.
Simon , den 20. juli 2017 13:51:27
.
 Hej

Er Google stadig den største eller er bing ved at overtage?? :)
Kristoffer , den 28. august 2017 14:44:29
.
 Godt indlæg :)
Gaming , den 27. september 2017 19:24:51
.
 Er fordelingen virkelig stadig så stor? :)
BedsteSpil , den 10. november 2017 09:18:45
.
 
Om mig
Jeg er en pragmatisk midtjyde med mere end 25 års erfaring i IT-branchen, de sidste 16 med alt inden for eCommerce.
Se hvad jeg kan gøre for dig
Eller se min referenceliste
 
Nyhedsbrev
Få besked per mail, når der er nye posts her på bloggen
 
Tilmeld nyhedsbrev
 
Samtidigt får du en mail med de bedste indlæg, så du ikke behøver at vente på guldkorn.
 
Få det som RSS feed     RSS feed
Få også kommentarer, sitemap
Kategorier
 
Søg
Rapporten over alle rapporter anno 2012, vinder af SEMaward 2012
 
Rapporten over alle rapporter anno 2012, vinder af SEMaward 2012
 
GA tricks: Skaffer mine kampagner nye eller gamle kunder? vinder af SEMaward 2011
 
Google Analytics rapporten over alle rapporter, vinder af SEMaward 2010
Afdeling 18 Søren Sprogø E-commerce Guru work Nyvangen 28 8600 Silkeborg Danmark work 26727404 56.165787 9.537120 Søren Sprogø Cookies