God Adwords annoncetekst bliver ENDNU vigtigere
Google vil snart implementere en række ændringer i vurderingen af, hvilken position de forskellige Adwords annoncer skal have i et søgeresultat.
Ændringerne fokuserer endnu mere end tidligere på, at vise de mest (for brugeren) relevante annoncer. Og de giver dig nu mulighed for at få en højere position end konkurrenter med højere budpriser, ved at have en mere relevant annonce!
Hvad bestemmer en Adwords annonces position
Først, lige en gennemgang af, hvad Google bruger til at vurdere, hvilken position en given Adwords annonce skal have:
- Budpris
Det beløb, du maksimalt er parat til at betale for et klik.
- Click-through rate (CTR)
Hvor mange klikker på din annonce, kontra hvor mange gange bliver den vist.
- Landing Page relevans
Hvor relevant er den side, brugeren havner på når man klikker på annoncen, i forhold til hvad de søgte på?
Der findes flere parametre Google kigger på, når de vurderer en annonces relevans i forhold til søgningen. Men ingen kender den nøjagtige formel, og disse tre er dem jeg personligt vurderer har størst betydning.
Det nye i Adwords vurdering
Google vil nu lægge endnu mere vægt på CTR og tillade annoncer med en god klikrate at springe flere positioner op ad ranglisten. I nogle tilfælde helt op i den gule boks lige oven over et søgeresultat, som normalt er forbeholdt annoncer med en høj budpris og høj relevans på keywords med stor konkurrence.
Og hold nu fast:
Dette betyder, at du kan komme langt foran dine konkurrenter uden
at betale mere!
Og dette ved f.eks. at have en bedre og mere relevant Adwords annoncetekst, som skaffer dig en højere CTR.
Se, det må da være guf for drevne eKøbmænd, her i disse krisetider og med julehandlen for døren!
Har du erfaringer med at opnå bedre placeringer, ene og alene igennem bedre annoncetekster? Er Adwords annoncetekster overhovedet noget du bruger tid på at teste?
Jeg vil mægtigt gerne høre om dine erfaringer.
Læs desuden SørenJ's mere tekniske gennemgang af Google Quality Score, det Google bruger til at vurdere en annonces position. Samt hvordan de nye ændringer påvirker denne.